Familien Biering

Familien Biering

Cykel milepæle

BørnPosted by Christian Biering 26 Apr, 2009 16:48
Så nåede vi to nye milepæle i vores børns cykelliv:


Efter længere tids plagen og farens henholdende svar (måske fordi han ikke var helt villig til at give slip på kontrollen over datteren) fik Johanne endelig lov til selv at køre i skole og hjem igen i torsdags. Denne store milepæl i hendes liv havde dog også givet hende lidt tanker, da hun havde valgt at bede til Gud onsdag aften, så han kunne passe på hende (her hjalp hverken drømmefanger, nisser eller påskeharer). Dette hjalp måske også lidt på faren mentale tilstand at vide at der var en anden Fader med på bagsmækken.

Det hele gik jo rigtig fint og Johanne var ikke til at skyde igennem da hun kom hjem.


Tobias vil jo ikke ligge under for sin søster, så da hun skulle køre i skole selv, begyndte han at gå i skarpt træning. Så han hev sin far med ud for at holde i den dertil montererede stang og så gik turen ellers op og ned ad vejen (til stor moro for og kommentering af vejens mødre). Det blev til mange ture på trods af at Tobias sagtens kunne køre selv. Men han insisterede på at faren skulle holde fast i stangen (hvilket han næsten gjorde). Det var først da faren ikke gad at gå med ud at Tobias fandt ud af at det kunne han da egentlig også godt selv. Og så cyklede han...

Efterfølgende fik ungerne overtalt moren til en cykeltur, som dog blev lidt længere end beregnet, da Johanne mente de skulle ned til børnehaven (altså hendes børnehave ved Silkeborg Bad) og moren troede det var Tobias' børnehave (lige om hjørnet). Misforståelsen blev dog opdaget i tide, men gav dog en lidt længere tur end beregnet, som blandt andet gik via Horsensvej, op ad bakke, og hjem. Så Tobias fik en god ilddåb på cykel.

  • Comments(0)//blog.ellesvinget18.dk/#post187

Influenza, sol og varme

HjemmePosted by Christian Biering 03 Apr, 2009 16:22
Så blev Johanne ramt af en god gang influenza. Karin måtte hente hende fra skole i går, og tog samtidig et par af de andre piger fra klassen med, som var blevet sympatisyge.

I dag tog jeg tjansen som børnepasser og Johanne brugte formiddagen på sofaen imens jeg fik lidt arbejde fra hånden. Johanne nåede igennem både Disney, Harry Potter og Rasmus Klump inden frokost, så man må sige vi har været omkring i filmverdenen.

I eftermiddag er vejret blevet helt fantastisk og Tobias er straks gået i sommer-mode. Frem med vandlegetøjet og på med t-shirt og solcreme. Johanne måtte jo lige ud for at konstatere solen og varmen og nåede helt frem til vandbanen, inden at hun måtte ty til dynerne igen, med kommentaren: "Jeg er helt værdiløs"!

  • Comments(0)//blog.ellesvinget18.dk/#post177

Forår og redebyggeri i luften - og i hjelmen

HjemmePosted by Christian Biering 23 Mar, 2009 16:49
Foråret er på vej, hvilket tydeligt kan mærkes og ses på fuglene. Vores fuglekasser bliver kigget an og der er hyppige besøg af fugle i kasserne.

Det er dog ikke alle fugle der vil lade sig nøje med en fuglekasse af træ - især når der nu hænger 4 dejlige "fuglelejligheder" på række og i læ. Og så har de oven i købet bløde indlæg.

Ja - vi har nu kunnet konstatere 2 gange at der er redebyggeri i vores cykelhjelme. Først i Tobias' og i dag i min.

Man kan jo så overveje om det muligvis er fordi at hjelmene ikke bliver brugt nok ;-)

  • Comments(0)//blog.ellesvinget18.dk/#post175

Vinterferie, kulde, hygge og sne

FeriePosted by Christian Biering 15 Feb, 2009 20:53

Så er en dejlig vinterferie næsten overstået. En ferie hvor Karin arbejdede, Christian holdt ferie og Johanne og Tobias dels var i børnehave/SFO og dels passede deres far i sommerhuset.

Efter Johanne og Tobias havde været et par dage i SFO og børnehave pakkede vi sammen og tog af sted til Hesselhus for at slappe rigtigt meget af. Karin skulle dog arbejde torsdag og fredag, men for Johanne, Tobias og Christian var der lagt an til ferie.

Vejret begyndte nu også at blive en anelse vinterligt – dog primært på temperaturen, som holdt sig et pænt stykke under 0 grader. Det holdt os dog ikke fra at tage en tur til vores ”stamsø”, som i dagens anledning var frosset til, men var ganske smuk i den klare frostluft og solskin. Ungerne forsøgte ihærdigt at slå hul på isen, hvilket kun lykkedes helt inde ved kanten – og så var Tobias kun ved at ryge med grene ud i vandet 2 gange.

Hjemme ved sommerhuset kunne vi gå i gang med årets første reelle sneboldskamp, selvom det var meget småt med sneen.

Tobias mente dog at det var rigeligt til lige at prøve den gamle kælk.

Når vi ikke var uge i den frostklare luft, hyggede vi os indendørs med diverse sysler. Vi fik blandt andet ryddet op i spilleskabet og frem kom straks en god gammeldags ”flonellograf”: En floneltavle med små figurer som under straks kastede sig over.

Derudover gik Johanne i gang med at strikke en hue på sin forstørrede Strikke-Lise imens Tobias prøvede at holde styr på garnet.

Fredag blev udnævnt til store films-dag og derudover blev der bygget hule. Så stuen lignede på et tidspunkt en rigtigt sommerhusvinterferiehyggestue.

Lørdag morgen blev vi vækket (næsten) af Elin der ringede og meddelte at nu var kyllingerne på vej ud af æggene. Så efter at have spist morgenmad, gik turen ud til Elin og Knud Erik for at se på et af Guds små vidundere – i en rugekasse – under kyndig vejledning af Knud Erik.

Søndag vågnede vi op til massere af sne – ENDELIG! Vi pakkede hurtigt og kørte hjem til Ellesvinget og til den gode kælkebakke.

Her blev der kælket, bygget snemand, slåsset med sne, kælket, bygget snemand hos naboen og kastet med sne på en anden nabo. Så på Ellesvinget fik vi rigtig meget ud af sneen, som nu stille og roligt smelter igen.

Så alt i alt en dejlig vinterferie med både vinter, hygge og sne. 

Se flere billeder på vores billed-hjemmeside: http://billeder.ellesvinget18.dk/

  • Comments(0)//blog.ellesvinget18.dk/#post162

Den første sne med spor

GenereltPosted by Christian Biering 27 Jan, 2009 16:56
Så skete det endelig....!

I weekenden var vi i sommerhuset og kunne til børnenes fryd konstatere at der var hvidt udenfor, da vi stod op om lørdagen. Det hvide var dog noget ganske sjappet sne, men det tog ikke humøret fra især Johanne, som straks kastede sig på knæ og fremstillede snebolde og en meget lille snemand. Det krævede dog et ganske stort areal at få fremstillet bare en medium snebold - men det holdt hende ikke tilbage.

Sneboldene blev produceret på en tur hen til motorvejsbroen, som ikke er bygget endnu. Undervejs fandt vi dels spor fra enten en ræv eller en hund (formodentlig en ræv, da der ikke var nogen menneskespor i nærheden) samt et fint lille spor fra en odder.

Fantasien begyndte straks at køre og ungerne mente at ræven havde været efter odderen og havde spist den. "Så er det godt at I ikke har jeres nye Aqua T-shirts på, da ræven jo så vil spise jer og odderen på t-shirten" sagde faren og troede han dels var sjov og dels at han børn havde gjort som de havde fået besked på: At tage T-shirten af efter at have sovet med den på. Tobias så dog lidt skæv ud i ansigtet, men nægtede hårdnakket at han havde t-shirten på. Lige indtil vi kom hjem og faren med selvsyn kunne konstatere at han stadig havde den på - ny på 2. døgn uafbrudt. Men han er da glad for den.

  • Comments(0)//blog.ellesvinget18.dk/#post157

Jyväskylä i Suomi

GenereltPosted by Christian Biering 18 Jan, 2009 14:56
Så er jeg vel hjemkommen efter 4 dage i det kolde nord, helt nøjagtigt Jyväskylä der ligger ca. 250 km nord for Helsinki.

Formålet med min rejse var deltagelse i en International Event i et systemisk netværk, som et led i min diplomuddannelse.

Og jeg fik da også oplevet flere sider af Finland, herunder den fantastiske fornøjelse at være i røg-sauna. Det er en lille træhytte hvor der bliver fyret op under en bunke sten, som ligger inden i saunaen. Det tager ca. 4-5 timer at få den varmet op.


Inden man lukker folk ind lukkes røgen ud og så er det ellers bare at nyde samværet med nøgne mænd i dunkel belysning (stearinlys) og med en øl i hånden. Nu og da kan man så slå lidt på hinanden med birkeris, hvilket giver en større og mere total saunaoplevelse.

Det var en dejlig oplevelse, da varmen er noget anderledes end i en almindelig sauna. Og det sociale er helt specielt.


Selvom det kun var et par minusgrader og stort set ingen sne da vi ankom, nåede vi heldigvis også at opleve lidt af den finske vinter, da det var ca. -15 grader de sidste par dage.

  • Comments(0)//blog.ellesvinget18.dk/#post155

Så er det sikkert - nissen findes!

BørnPosted by Christian Biering 22 Dec, 2008 13:17
...i hvert fald i følge Tobias, som hørte ham på taget midt i nat (og så kom ind til sine forældre for at fortælle det).

Det endelige bevis fandt han i skuret senere (da det endelig var blevt lyst), da han kunne konstatere at risengrøden og saftevandet, som vi havde stillet ud til nissen, var væk.

Blog Image

  • Comments(0)//blog.ellesvinget18.dk/#post146

Hvad er et bad?

BørnPosted by Christian Biering 21 Dec, 2008 20:04
Så faldt dagens bemærkning fra Tobias - dog under indflydelse af børnefamilievidundermidlet: Børnepanodil:


Johanne:"Hvorfor skal jeg i bad? Tobias skal da også i bad. Han har jo ligget og svedt hele dagen på sofaen."

Tobias (som altid har svar på rede hånd): "Men, det er jo også næsten ligesom at være i bad".


Uhmmm!

  • Comments(0)//blog.ellesvinget18.dk/#post145
« PreviousNext »